Familiestedet Bisgård, Aalborg
Bygherre | Aalborg Kommune |
Opførelsesår | 2009-2010 |
Areal | 1.208 m2 |
Ingeniør | Lindgaard A/S |
Familiestedet Bisgård er et dag- og døgntilbud med plads til 11 familier. Familiestedet er en tilbygning + renovering og nyindretning af ca. 150 m² eks. bygning. Arbejdet har omfattet totalrådgivning med projekteringsledelse, byggeprogram, forslag, myndigheds- og hovedprojekt, udbud, kontrahering, fagtilsyn og byggeledelse. Er udbudt i fagentreprise.
Bisgård er en institution for yngre mødre eller familier, som har behov for hjælp til at lære forældrerollen. I værste fald viser forløbet et så stort efterslæb i børnenes udviklingsbehov, at de sættes i familiepleje. Institutionen indeholder endvidere ca. 400 m² administration og rådgivning, samtalerum med marte meo udstyr, værksteder samt produktionskøkken.
Institutionen bygger på ideen om trygge og hjemlige rammer. Et logisk bygningsanlæg underbygger en overskuelig hverdag for beboerne og personalet. Beboerne har valget mellem private lejligheder og semioffentlige fællesrum og faciliteter. Administrations- og personalefaciliteter er placeret centralt og er dermed omdrejningspunktet. Det er som et gaderum, hvor rytterlys gør det muligt at følge lyset og skyernes bevægelse gennem dagen. Fællesfaciliteterne vender ud mod, og har adgang til en gårdhave, hvor sanserne bliver stimuleret med frugttræer, duftende blomster samt leg med sand og legeredskaber.
Synergien mellem nyt og gammelt er opnået med en tidssvarende arkitektur, som skaber harmoni mellem indretning, farvesammensætning og materialevalg.