Daginstitutionen Rosenhaven, Hobro
Døstrupvej 19, Hørby Skoleby v. Hobro
Institutionen består af 4 børnehavegrupper, 1 småbørnsgruppe og en gæstedagplejegruppe. Derudover er der et ADHD afsnit med 10 børn og en sproggruppe med 6-10 børn.
Arbejdet har omfattet totalrådgivning med projekteringsledelse, byggeprogram, forslag, myndigheds- og hovedprojekt, udbud, kontrahering, fagtilsyn og byggeledelse. Er udbudt i fagentreprise.
Bygningsanlægget er udført med flere bygningsfløje, der igen er underopdelt. En indvendig gade med torve og pladser sammenbinder.
I garderoberne er garderobeskabene mobile, så rummene kan ryddes til andre aktiviteter. Foldevægge mellem udvalgte rum skaber fleksibilitet.
Varierende loftshøjder skaber forskellige rum- og lydoplevelser. Ovenlys sikrer lys og forskellige solindfald - alt efter årstiden. Indvendige vinduer og glasdøre skaber ind- og udkig og sikrer gennemsigtighed. Forskellige materialer på f.eks. gader og torve styrker orienteringen.
I ADHD afsnittet er rummene præget af enkelthed, ro og genkendelighed. I dette afsnit kan gårdhaverne afskærmes. Forskellige piktogrammer hjælper ADHD børnene i dagligdagen både ude og inde.
Legepladsen er disponeret med elementer fra lokale steder. Der er udekøkken og urtehave. Beplantningen indeholder frugttræer og frugtbuske - så børnene kan følge årstidens gang. Børnehaven er indrettet med en række elementer for at styrke de sociale kompetencer. Legepladsen har en række faciliteter, der styrker børnenes forskellige muskelgrupper og koordinationsevne.