Villa i Hobro
En tidligere restaurant og loge har fundet et nyt formål som en funktionel familiebolig. Bygningen ligger tæt på byens centrum og i en skovlysning omsluttet af løvtræer. Fra villaens terrasse er der et panorama kig nedover Mariager Fjord.
Ankomsten sker af en brostensbelagt vej, som snor sig gennem den omkringliggende skov. Huset er facaderenoveret med nye pudsede facader og et nyt rødt tegltag. Det omkringliggende haveanlæg er omdisponeret således, at det harmonerer med skoven som baggrund og husets nye funktioner. Indvendig er den oprindelige indretning ændret til formålet med respekt for historien i huset. Den oprindelige festsal er bygget om til garager og værksted. Gennem sin rummelighed er der her skabt en ny fremtid for bygningen. Kælderen indeholder gæsteværelser med adgang til det nye haveanlæg og depotrum. Stue og første sal er indrettet til 2 lejligheder af forskellig størrelse. Alt er udført i høj kvalitet og stil.