Solside Kollegiet, Spiesgade, Nørresundby
Spiesgade, Nørresundby
Kollegiet er beliggende i byomdannelsesområdet ”Mellem Broerne” på Nørresundby Havnefront. Inden for byggefeltet opføres der også familieboliger og kontordomicil. Projektet udføres som privatfinansieret med tilskud fra Erhvervs- og Boligstyrelsen. Projektet består af 92 boliger fordelt på 2 typer, heraf er 17 handicapegnede.
Visionen bag ungdomsboligerne er at skabe en ny norm for ungdomsboliger ved i en udstrakt grad at gøre dem ’intelligente’, med bl.a. synliggørelse af boligens energiforbrug, bedre komfort samt bedre mulighed for intern og ekstern kommunikation. Fælles faciliteter af stor kvalitet - velbeliggende øverst på taget af den sydligste bygning, fællesrum med udendørs terrasse med udsigt over Limfjorden. Indenfor kort gåafstand findes Lindholm Strandpark med friluftsbademuligheder, som indgår i Nørresundbys rekreative fjordpark.
Boligerne er en viderebearbejdning ud fra de erfaringer, som arkitektrådgiveren har gjort med lignende projekter i Aalborg. Projekter som er meget rost for deres funktionelle indretning og gode fælles arealer.
Bebyggelsen er disponeret som 2, 5 etagers bygninger med altangangene vendt imod det fælles gårdhaveanlæg. På denne måde orienterer lejlighederne sig mod syd og vest – begge med udsigt over Limfjorden. Altangangene er med ekstra stor bredde, så det ikke bare er et adgangs- men også et opholdsareal, hvor beboerne impulsivt kan mødes - et vigtigt element i beboersammenhold og trivsel.
Lejlighederne er indrettet med selvstændig sove/arbejdsværelse, køkken/entré og opholdsstue. En indretning indeholdende flere funktioner i hvert rum minimerer det nødvendige gangareal. Skydedøre og åbne forbindelser sammen med franske altaner sikrer en god rumfornemmelse. De mange skabe og et stort køkken er populær blandt de unge.
Materialevalg og finish har en robust karakter, som kan tåle at blive brugt uden at virke nedslidt efter få år – et vigtigt element i driftsøkonomien.
Fællesrummet er beliggende øverst på den sydlige bygning. Fællesrummet på 150 m² indeholder toiletter, anretterkøkken samt en 70 m² tagterrasse.
Facaderne er udført i hvide betonelementer med en række uregelmæssige spor der sammen med de skrå glaspartier danner et levende – næsten organisk lag. Facaden med altangangene er tilbagetrukket som et skår i bygningen. Det hele er tilsat elementer af farvede altanværn på den helt kridhvide facade – enkelt mangfoldighed!