63 almennyttige boliger, Hørgrunden i Klarup
Tavervej 3-27, Klarup
Bebyggelsen på Tavervej er et resultat af en byomdannelse af et industriområde. Arbejdet har omfattet totalrådgivning med udarbejdelse af koncept- og forretningsplan, hele plangrundlaget, projektering og fagtilsyn. Udbudt i hovedentreprise.
Omdannelsen blev igangsat, da en gruppe +60 ønskede at bo sammen på en central placering i byen tæt ved handel og de lokale fritidsfaciliteter. Der har været en aktiv beboerindflydelse i projektets tilblivelse. Der har især været fokus på lejlighedernes indretning og udearealer. Beboerne har haft mulighed for selv at vælge inventar og overflader i boligerne.
Bebyggelsen er disponeret med et miks af rækkehuse og etageboliger. Bebyggelsesplanen er indpasset i stedets kontekst og landskabsrum defineret af nogle markante levende hegn. Bebyggelsen definerer en række varierende uderum, hvor der på udvalgte torveområder er placeret petanque baner med tilhørende overdækkede opholdsarealer. Rækkehusene og boligerne i stueplanen har alle en adgangshave, hvor de enkelte beboere kan sætte deres personlige præg. Den noget større opholdshave føles, gennem den store glaskarnap, som en integreret del af opholdsstuen.
Lejlighederne er i 3 størrelser med hovedvægt på 3 rumsboliger på ca. 94 m². Derudover enkelte 4 værelses og 2 værelses. Alle lejligheder er indrettet med gennemgående køkken/opholds rum, der giver velbelyste rum og maksimal rumfornemmelse. Lejlighederne er indrettet så rolatorbrugere kan komme uhindret rundt i hele lejligheden.