47 boliger, Laurits Hauges Vej, Nørresundby
Bebyggelsen er beliggende i byomdannelsesområdet ”Mellem Broerne” på Nørresundby Havnefront. Byggefeltets placering tæt ved den befærdede Vestergade har været et vigtigt fokuspunkt i bebyggelsens disponering og boligernes indretning. På byggefeltet opføres der ud over ovennævnte bebyggelse også ungdomsboliger, kontordomicil og parkeringsanlæg. Projektet udføres som et mix af 29 støttede boliger og 18 ustøttede boliger i henholdsvis 5 og 6 etager.
Adgang til boligerne sker ved en altangang, denne disponeres foruden som et adgangs/opholdsareal for at fremme det sociale netværk i bebyggelsen. Altangangen er østvendt og dens bredde muliggør, at der kan placeres plantekasser og havemøbler.
Lejlighederne er det ”private rum”, hvortil man kan trække sig tilbage og nyde de vestvendte altaner. Lejlighederne har en gennemgående opholdszone med adgang fra altangangen og til den private opholdsaltan.
Lejlighederne er disponeret med et depotrum i forbindelse med soveværelset. Dette sikrer den optimale anvendelse for beboerne.
Facaderne er udført i hvide betonelementer med vandrette fragmenterede spor i varierende længder og afstande.
Altangangene og altanernes værn er udført i glas som et ”lag” uden på bygningen. Altangangene sammenbindes internt med lodrette forskudte galvaniserede perforerede plader. De private altaner skyder sig ud på havesiden af bygningskroppen og fremtræder med de skrå ståltag og værn af glas og stål, lette og elegante.